Mit liv med angst; bag facaden – Jeanne Isabell Torkkel Johansen

Hej smukke mennesker!
Jeannes historie
Min smukke Veninde Maria Rosenvinge havde delt sin historie herinde, hvilket inspirerede mig til, at prøve at skrive min.
Jeg har ret svært ved at fortælle om min historie, derfor kan opslaget nok godt virke forvirrende og rodet… Nå, men here it comes..

Det hele startede med at jeg var på ferie med min skønne familie, vi var uge at køre (vi har nok været ude og handle) da min fars telefon den ringer. Han tager den, men holder pludselig ind til siden, han stiger ud af bilen og sætter sig i græsset. Jeg kan mærke der er noget galt og jeg bliver meget nervøs. Min far lægger på, og man kan tydeligt se, at han er meget ked af det. Vi kigger alle på ham og forventer et svar… han fortæller, at min farmor er kommet på sygehuset, og vi ingen mulighed har, for at nå hjem til hende for at sige farvel….. Dette har været starten på et liv i helved for mig..

Der går noget tid, og min farmor bliver brændt og bisat.. Normalt vil man være ked af det i et stykke tid, indtil man vænner sig til tanken om en man holder af er væk, men jeg kunne ikke vænne mig til den her tanke, det var meget uvirkeligt for mig og jeg kunne ikke forstå hun var væk.

Jeg er altid blevet mobbet i skolen, men efter dette skete tog det rigtig til, de drillede mig med alt hvad de kunne finde på, og det var ikke små ting.
Jeg begyndte at pjække fra skole, undgik at komme ud, og hvis jeg kom ud, så gemte jeg mig så meget jeg kunne. Jeg isolerede mig selv for hele min omverden. Jeg fik det værre og værre med mig selv, begyndte at skære i mig selv og græd mig selv i søvn hver aften.

Så begyndte jeg at få nogle anfald, de er for mig ikke til at forklare, da jeg ikke selv ved hvad der sker når de kommer. -men jeg har fået at vide, at jeg hyperventilere og vugger mens jeg prøver at gemme mig. Hvis nogen røre ved mig begynder jeg at slå…
Der går noget tid, indtil jeg en dag får et anfald udenfor i -9 grader og lægger udenfor i ca. en halv time.
På det tidspunkt har min mor bedt om hjælp i ca 4 år, men har intet fået. Hun ringer og siger stop og at nu kan hun ikke mere. Jeg bliver derfor indlagt på børne og ungdoms psykiatrisk afdeling i Herning, på dagssnit, hvilket betyder man kommer om morgenen og tager hjem om eftermiddagen.
Dette hjælper mig dog ikke, og måtte efter det kæmpe videre..

Der er været meget kamp for mig fra den tid, også indtil det næste sker.

Jeg fandt ud af i 2013 hvad jeg fejlede altså 10 år efter at jeg blev syg.
Jeg har i 10 år kæmpet med en angst, en angst som jeg har følt, der har været ved at slå mig ihjel flere gange…
Jeg kom derfor i gruppeterapi for dette. Det hjalp mig utrolig meget og jeg blev Februar 2014 afsluttet på angst klinikken i Herning! SKØNT! jeg var SÅ klar på endelig at begynde at leve det liv, som jeg aldrig har været i stand til. Jeg begyndte derfor i skole, hev gode karakter hjem og var så glad..
Så fik jeg en fibersprængning i mit lår, og dette førte til for meget fraværd i skolen og måtte derfor skifte uddannelse, for ikke at komme på kontanthjælp..
Det gik også fint og var meget glad for det, da min angst pludselig begyndte at vende tilbage her i December!

I januar sætter min mor gang i møllen, vi kender jo systemernes ventetider. Vi snakker med kommunen, det lader dog desværre til, at de fra kommunen ikke rigtig kan finde ud af at hjælpe mig.
Vi kontakter min læge for at få en ny henvendelse til angst klinikken i herning.
Jeg kommer til en samtale, får ikke rigtig noget at vide, udover at de vil tage mig med på konference den følgende Torsdag.
Jeg kommer efterfølgende til en ny samtale dernede og får en besked på at de vil give mig en melding sidst på ugen om hvad de kan hjælpe med. Det glemmer de tilsyneladende, så min mor ringer til dem og hun får besked på, at der er omkring 9 mdrs ventetid på behandling.
Derfor bliver vi sendt til Risskov, hvor jeg over 1.5 mdr kommer til 2 for samtaler.
Derefter får jeg at vide, at jeg pga sommeferie må vente til sidst i August på at få lov til, at starte i gruppeterapi, og de kan i mellemtiden ikke tilbyde mig nogen individuelle samtaler, ikke bare en.. Det er 3 mdrs ventetid jeg står foran, uden nogen form for hjælp fra det offentlige, pga sommerferie….

Jeg har i de 3 mdr haft det rigtig svært, men heldigvis har jeg haft en dejlig familie som har støttet mig gennem det hele.

Jeg begynder i Terapi, men jeg har nu ventet 7- næsten 8 mdr fra vi kontaktede kommunen første gang, og jeg har fået det meget værre.
Jeg ved desværre ikke endnu hvordan min historie ender, men jeg ved heldigvis jeg er på vej..

Jeg hader virkelig at vende vrangen ud på min historie, men det har været lærerigt for mig bare at skrive alt dette.

Jeg forstår og jeg beklager hvis opslaget er meget rodet og svær at forstå…