Mig og hende den anden.

Jeg vil prøve at fortælle min historie som min virkelighed er, en virkelighed hvor jeg ikke er ene om at kontrollere mine tanker. Jeg er ikke skitzofren, jeg deler bare meget lidt plads i mit hoved med en anden som har utrolig mange meninger om alt jeg fortager mig.

Jeg har nemlig en side inde i mig som jeg kalder “hende den anden“. Jeg har valgt at kalde hende, for “hende den anden” fordi det mest logiske for mig er at distancere mig selv fra det der spænder ben for mig her i livet.

Hende den anden har jeg kendt siden min gymnasie tid, selvom hun i virkeligheden nok har været der altid. Jeg er ikke så gode venner med hende den anden, mest fordi hun har ødelagt mange af mine drømme. Mine drømme om at søge ind på statens teaterskole (Hende: Det er jo du jo helt ærligt heller ikke god nok til), og mine drømme om at få tætte venskaber (Hende: De ender jo med at forlade dig, why try) og ikke mindst mine drømme om at kunne leve livet fuldt ud (Hende: Jeg er realistisk forfanden! Kærester, familie og folk tænker grimt om dig – det ved du jo)

Hende den anden har trasket sig ind i mine tanker, faktisk så meget at det er hende der kontrollere en god portion af dem jeg har i min dagligdag. Hende den anden står for mine “automatiske tanker” – tanker der har det ene formål at få mig ned nakken i ALLE situationer. Når jeg vågner om morgen starter hende den anden ud med at fortælle mig at dagen er en dårlig dag og at jeg skal blive i min seng. Nogle gange vinder hun, hun får mig overbevist og jeg kan gemme mig skrækslagende under min dyne i frygt for verdenen udenfor.

Hende den anden er god til at påpege alt det der kan gå galt. Hende den anden visker i mit øre hele dagen. Snakker jeg med nogle (Hende: F*CK det var dumt sagt, de tror du er helt dum) eller skal jeg bare ud og gå en tur (Hende: Er du klar på at alle du møder på din vej griner af dig tumpe?). Er hende den anden i sit es, så er hun så flink at slutte min dag med særlige dødstanker. Når jeg er kravlet under dynen og kæresten er faldet i søvn kommer de. (Hende: Hey, er du klar over at du dør en dag, bliver glemt og bare ligger i en LILLE kasse under jorden? og forresten, din kæreste? han dør i morgen, og ikke nok med det, finder du din kat død også – DU BLIVER ALENE)

Som du kan forstå kan den form for mobning tage hårdt på en. Jeg ophober ofte dårlig energi inden i efter sådan en dag og hvis nogle dage byder på mange ting, kan jeg ophobe så meget energi inden i at jeg får et panikanfald. Selvom det er det mest forfærdelige, så elsker jeg stilheden og følelsen af at have sluppet alt det onde fri, som kommer efter sådan et anfald. Det føles faktisk som om at hende den anden er gået en tur.

Jeg har også mine gode dage, dage hvor jeg har styrke nok til at sende hende den anden på ferie. Der kan jeg nemt tage på café med veninderne, tage i byen eller tage på ferie sydpå – uden at mærke til hende. Det er faktisk det sværeste at forklare andre. “Hvordan kan du tage til dette arrangement, du var helt i kælderen sidste uge?“. Det er fordi angsten er en indbygget del af mig – jeg kan ikke styre den, såvel som jeg ikke kan styre at der kommer tåre når jeg græder, eller at jeg nyser når det kilder i næsen. Angst er mit ekstra ben og jeg har accepteret at jeg aldrig slipper af med det. Men jeg acceptere ikke at det skal kontrollere hele mit liv – selvom det er svært.