Jeg er i dag 21 år og har efter sigende haft angst siden jeg nærmest kom til verden. Da jeg var 1 måned gammel fik min mor at vide, at det virkede som om, at jeg ikke var parat til at leve i denne verden. Jeg har altid følt mig anderledes, lille og ubetydelig. Jeg har gået til diverse psykologer siden jeg var 9 år, hvor jeg inden for de seneste år, også er gået over til alternative behandlinger.

Mine angst symptomer, ligner en maveinfluenza. (Nu kan det godt blive lidt personligt) Når jeg står i situationen, får jeg diarre, mavekramper og voldsom kvalme. Svedeture, hjertebanken og det sortner for øjnene. Det var først da jeg var 15 år, at jeg blev diagnosticeret med social angst men det har efterfølgende udviklet sig til generaliseret angst. Jeg har dog heller ikke været den mest heldige kartoffel. Da jeg var 18 år gammel, arbejdede jeg i NETTO, som leder. En aften 7 minutter før lukketid, kommer 2 bevæbnede røvere ind. Det skal siges, inden denne aften var jeg stort set angst fri på 6. måned. Det eskalerede så efterfølgende og er kun blevet voldsommere.

Jeg har i dag den skønneste kæreste, der støtter mig, rummer mig og elsker mig for den jeg er. Vi har dog været gået fra hinanden grundet min angst. Men efter knap 2 år fra hinanden, er vi blevet klogere, tættere og stærkere i det her forløb. Vi fortæller hinanden ALT, og for at han kan forstå eller i det mindste prøve at forstå, hvad der sker inde i mit hoved, så skal jeg sige alt hvad der falder mig ind og alle mine tanker.

Og det hjælper!

Jeg har haft en normal barndom, vil jeg tro. Og når jeg siger det sådan, er det fordi jeg faktisk ingen minder har før jeg var ca. 11 år. Jeg har prøvet at forhører mig rundt omkring i familie og venner af familien, men der er ingen alarmer der ringer, når de fortæller. Alle mine minder, føles som andres minder, eller nærmere som om det er minder der er plantet i hovedet på mig. Min mor og far er dog skilt og blev det da jeg var 2 år.

Min far har ikke altid været der lige meget og min mor gik ned med stress og depression da jeg var 14. Min mor og far har en stor betydning i mit liv, men at min far ikke har været der så meget i min opvækst, har gjort at jeg lettere føler mig forladt og føler mig mindre værdig, hvilket nok betyder alt i forhold til min social angst. Jeg har i dag fået et rigtig godt forhold med min far og vi snakker stadig om hvordan vores forhold kan blive bedre osv. At min mor blev syg da jeg var 14 år, har også betydet rigtig meget. Her kan min sygdomsangst komme til kende, men har også betydning for stort set alt andet. Jeg er meget bange for at ”ende” som min mor. Det skal siges at min mor har det godt i dag, men bliver hårdere ramt af stress end mange andre. Jeg er bange for at jeg går ned på samme måde når jeg bliver ældre. Jeg er i det hele taget bange for mange ting; alvorlige fysiske sygdomme, smitsomme sygdomme (kan nærmest udvikle sig til OCD), psykiske sygdomme, fremtid, at miste og MANGE andre ting.

Jeg får i dag hjælp af en psykolog, som jeg for engang skyld klikker med og som får lov til at komme ind og åbne op. Det har taget mange forsøg med forskellige psykologer, mange år og det er den samme historie genfortalt 1 million gange. Jeg har det meget bedre end før, men døjer stadig med at komme ud af døren og komme i skole hver morgen. MEN jeg er startet på en 10 ugers uddannelse i handel og er nu i gang med 4. uge.

Jeg snakker med mine lærere om hvordan jeg har det, så de hele tiden kan følge med. At de ved det, hjælper mig langt hen er vejen. Jeg er tryg ved at snakke med dem, de er hjælpsomme og forstående overfor det. Min kontakt lære er endda så villig til at hjælpe mig på vej, så hun ringer til mig hver morgen og gør hvad hun kan for at få mig afsted. Jeg er god til at fortælle folk omkring mig, hvordan jeg har det og det er det der hjælper mig mest på vej til lyset af tunnelen.

Jeg er ved at lærer at acceptere, at angsten er en del af mig, men da min psykolog, så klog som han nu engang er, siger til mig en dag; Du må ikke identificere dig med angsten. Den kommer og går som det passer den, men det er DIG der bestemmer om den skal være stor eller lille. Jeg lider derfor ikke under angsten, som jeg ofte siger, når jeg skal forklare mig på min færden, men som min overskrift lyder:

”jeg lider nogle gange af angst”.