Det skal gøre ondt, før at det kan gøre godt.

Stines Angst historieJeg har altid lidt af angst. Jeg vidste det ikke før jeg fyldte 16 og kom på efterskole, men jeg har altid været angstramt fra barnsben af.
Jeg lider af generaliseret angst.
Allerede da jeg var 2 år gammel kunne mine forældre konstatere at jeg havde problemer med at sove og at jeg var et “utryg barn”. Et lang række uheldige episoder fulgte derefter.

 

Jeg vil ikke gøre min far skyldig og han er ej heller et monster. Han er selv en mand, som engang var et barn, med en barndom der intet var værd, og nogle frygtelige forældre. I dag har jeg tilgivet ham.
Men derfor var min hverdag som barn præget er verbalt vold, råben og skrigen, perfektonisme og frygt. Jeg blev altid råbt ad. Jeg var altid idioten. Jeg kunne ikke noget.

 

Jeg endte med at opbygge en stærk facade. Jeg kalder den “Ligeglade Stine”, for det var vitterligt hvad jeg var. Ligeglad med alt og alle, ja faktisk kunne hele verden rende mig! Da jeg som 12-årig næsten mistede min far husker jeg det tydeligt. Der var en mur mellem omverden og mig. Min far var stærkt overvægtig og lægerne sagde at han var for tyk til at leve. Han fik en blodprop i hjertet og røg under kniven. For første gang nogensinde gav han mig en krammer og sagde “Jeg elsker dig, skat”. Jeg svarede ikke, og jeg krammede ikke ham. Jeg tog hjem til min mormor og sagde “jeg er da ligeglad med om han dør!” Det var jeg ikke. Men det var ‘Ligeglade Stine’.

 

Min meget hårde facade har jeg stadig, men jeg er sluppet af med det meste af den idag, og det er noget angsten har lært mig. Den har lært mig, at nogle gange skal man være svag, før man faktisk kan være stærk. Ægte styrke er ikke stenhård facade. Det er en svaghed, en beskyttelse når verden og livet gør før ondt. Det har angst også lært mig, og det er vigtigt for mig hver eneste dag:

 

Af og til gør livet ondt.

 

Og det skal det også gøre. Men heldigvis gør livet mere godt end det gør ondt, selv når man slås med en psykisk sygdom der præger ens hverdag.

 

Da jeg var 16 sendte mine forældre mig på efterskole blandt andet på grund af det meget anstrengte forhold mellem dem og mig (dog mest min far). For første gang i mit liv var min far ude af billedet og prægede ikke min hverdag. Jeg var ovenud lykkelig! Men så slog det ned i mig en dag. Alle de ubearbejdede dårlige minder jeg havde med mig ramte mig.
Det kom som et lyn. Panik. Hyperventilerede. Følte det sortnede for øjnene, og det svimlede, jeg måtte ligge mig ned. Jeg troede jeg ville besvime. Eller måske dø? Jeg anede intet om angst, om psykisk sygdom, og det gjorde min familie heller ikke. Det var tabu. Meget.

 

Jeg tog til lægen og fortalte ham det hele. Jeg fortalte ham panikken at jeg selv mente at det måtte være lavt/højt blodtryk eller lav/højt blodsukker, ligesom min nu diabetes-ramte far! Han fortalte mig roligt, at det virkede som om jeg led af panikangst, og gav mig en folder. Jeg læste alle symptomerne op, og hver enkelt symptom passede præcis på det jeg havde oplevet.

 

Men det betød så, at jeg nu måtte i en kæmpe omvæltning. Psykolog blev sat igang. Men jeg var slet ikke med. Jeg har altid sat mig selv i offer-rollen. Når min far var efter mig spurgte jeg “hvorfor mig?”. Og nu hvor angsten havde tag i mig stod jeg igen mod skyerne og spurgte “hvorfor mig? Hvad har jeg gjort? Hvorfor MIG?!”. Jeg tror mine forældre spurgte hinanden om det samme. “Hvorfor lige vores datter? Hvad har vi gjort?”

 

Årene gik, angst blev hverdag, jeg kom på at ambulatorium og blev meldt ind i en angst-gruppe. Jeg  flyttede mig gevaldigt, og kom faktisk så langt at jeg kunne se folk i øjnene til sidst. Jeg var skide stolt! Jeg kunne før aldrig se andre mennesker i øjnene, for min far kiggede mig kun i øjnene når jeg blev skældt ud. Så hver gang jeg fik øjenkontakt følte jeg mig “skældt ud”. Men jeg nød de andre pigers selskab, og deres erfaringer med at takle netop denne sygdom. Derhjemme var jeg det sorte får med sygdom. Her var jeg en del af flokken.

 

Jeg gjorde for alvor store fremskridt da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, og det var også det der skulle til for at ændre min far og jegs forhold til hinanden. Engang udstødte han ordrer og jeg makkede ret. Idag kan vi kommunikere en smule, og vi arbejder begge frem og tilbage på at gøre helt normale ting som at sige “tak”, sige goddag og farvel til hinanden, o.s.v. Krammere og følelser har længere udsigter, men det kommer.

 

Igennem min tid som udeboende har de meste været turbulent. Jeg var “angst-fri” i tre måneder. Dog troede jeg kun jeg var fri. I virkeligheden sørgede jeg for at arbejde og være ude 10 timer hver eneste dag, og så var jeg så smadret og ødelagt når jeg kom hjem at det eneste jeg orkede var at sove, før jeg gentog hele processen igen næste dag.
Desværre mistede jeg mit job, og kom på produktionsskolen. Endnu et kæmpe nederlag, for det er også tabu-belagt i vores familie (som alle ting der ikke peger på succes i øvrigt er). Jeg er der desværre endnu.

 

Men jeg har fundet en dejlig kæreste, og han er flyttet ind til mig. En rigtig, ordenlig kæreste, som er god ved mig. Og som accepterer mig i alt hvad jeg er, og rummer min angst som ingen andre har kunnet. Han rummer mig, når jeg heller ikke rigtig kan rumme mig selv.

 

Men hver eneste dag arbejder jeg på mig selv. Jeg elsker at kigge på citater og lade mig motivere og inspirere.
Men min allerstørste terapi er makeup. Angsten kan ikke røre mig når først jeg sætter penslen i mine paletter, uanset om det er mig selv jeg lægger på eller andre. Derfor har jeg fået den fantastiske ide, at jeg ville skabe mig et kæmpe portfolio. Det er det jeg elsker OG jeg får en terapeutisk fornemmelse af det. Fantastisk!

 

Andre ting der hjælper mig når angsten står og “banker på” er at distrahere mig selv. Det er nok ikke det smarteste – men det virker! Jeg spænder rundt som en tosse og sætter tusinde projekter igen. Vaske tøj! Gøre rent! Motionere! Danse rundt i stuen! Lave mad! Flytte møblerne!”. Men hvis man kan lide at fare rundt som en skoldet skid, så virker det altså!

 

Jeg starter på mindfullness, og starter igen til psykolog i kognitiv terapi samt medicin for første gang.
Jeg glæder mig, men jeg frygter det også på det kraftigste. Jeg har som barn aldrig mærket mig selv, og heller ikke som voksen. Og jeg tror det bliver en følelsesladet tur for mig at åbne op og mærke efter , og tænke på.. Hvordan jeg egentlig har det. For godt har jeg det jo ikke.

 

Til sidst vil jeg lige dele hvorfor jeg har valgt det foto jeg har.
Jeg elsker at stå model, for foran kameraet er jeg i mit es. Det var en fantastisk solrig dag. Jeg var sammen med kæresten, min faste fotograf og en med-model som jeg fik lov til at stå makeupartist for. Det var fedt! Og så føler jeg mig fuldt ud tilfreds med fotoet og det giver mig et ordenlig skud selvtillid.

 

Og her er lige nogle citater der stadig gør sig gælende for mig, og som er vigtige FOR ALLE der lider af angst!!!!

 

“Jeg ser mig aldrig tilbage, det distraherer mig fra nuet.” – Edna Mode, De Utrolige.

 

“Døm aldrig på udseende, et rigt hjerte kan sagtens være gemt under en fattig frakke.”

 

“Før jeg er din datter, din søster, din tante, niece eller kusine, så er jeg min egen person, og jeg vil ikke sætte ild til mig selv, for at holde dig varm.” (Gør ikke andre glade – gør dig SELV glad! Du er også vigtig i dit liv.)

 

Stine Drejer