Jeg læste en tråd inde på angstforeningen i dag om en der har mistet en ven. Det vakte mange minder og følelser frem i mig, for en af de ting man kæmper mest med med sin angst er det sociale og når man ikke fungere socialt, tja – så kan man ikke opretholde venskaber.

Jeg har mistet venner pga min angst.
At miste gør ondt, uden tvivl, men at miste pga noget man ikke kan kontrollere, men man egentlig selv er “skyld i” er ulideligt. Jeg har selv mistet en del venner pga min angst. Blandt andet fordi jeg har aflyst i sidste øjeblik… gang på gang på gang… Dengang forstod jeg ikke hvad der skete.

Lad mig give dig et indblik i hvad der skete og stadig sker for mig…

“Hvorfor kan jeg ikke bare….” tankerne vælter over en. Det dagen før man skal afsted til sin bedste vens fødselsdag. Håndfladerne bliver våde og man mærker trænge til at tage store åndedrag. “Jeg skal køre til en anden by… Så skal jeg med bus og… der” *Tungt åndedrag, maven begynder at slå knuder*

Natten før dagen ligger man lysvågen, man begynder at føle en træls fornemmelse i hele kroppen som en drønende energi der danser i takt med tankerne i ens hoved. Man ligger og planlægger turen igen og igen… Man sveder, klokken bliver mange, “får jeg mon nok søvn“. Når man endelig falder i søvn, vågner man 10 gange i af natten, med et spjæt og hjertebanken, ser febrilsk på uret. “Phy klokken er kun 5, jeg kommer ikke for sent“.

Når man vågner er man brugt, man kan snart ikke mere.. Mentalt og fysisk slidt.. Man får kvalme, maven gør ondt…. Man beslutter sig stille for at aflyse… Men selv det er ikke nemt.. “Skal jeg ringe? … nej… Skal jeg skrive jeg er syg? nej for det er jeg vel ikke? eller…. Hvad hvis jeg siger bilen er i stykker… Nej jeg vil ikke lyve…. Men… Jeg har det ikke godt”
Man skriver beskeden ind flere gange på sin mobil… Tager sig til hovedet, kigger ud af vinduet og prøver at tage sig mod til. Man trykker send… Nu er den store ventetid i gang “Bliver han sur? åh, måske skulle jeg bare tage afsted.. Åh nej”

Besked tikker ind. “Jeg tør ikke tjekke.. Forhelved!!!” Man ser… “Det bare i orden. God bedring”. Man puster ud… “Han forstod det? er det ok? – Han lød lidt sur? Eller… Åh han er også bedre tjent uden en som mig”

^Det ovenstående helved gennemlever hver gang jeg skal steder hen. Nogle gange kommer jeg afsted men er mentalt brugt og fungerer ikke socialt, sidder bare stille og lytter til de andre og skal bruge mange af de sidste kræfter på at komme på noget at bidrage med.

 

Aflysning på aflysning = Aflysning af venskab.

For min forhenværende kammerat blev det for meget. Et venskab på 8 år var slut… Bare sådan lige… Blandt andet pga. episoder som det ovenstående eksempel. Sidste år mistede jeg to veninder, efter en episode til en fest. Det fik mig til at gå kold og jeg trak mig. OG de gjorde hvad alle ville gøre i den situation, lod venskabet løbe ud i sandet. De var begge rigtig søde piger og jeg er meget ærgerlig over det. Men hey… sådan er livet. Man mister – og venner kommer og går, det er også vigtigt at huske.

Da MigOgMinAngst opstod, besluttede jeg mig for at være ærlig og åbne op omkring min angst… Derfor har to nye veninder fundet vej ind i mit liv og har jeg aftaler med dem, giver de mig plads til at aflyse hvis jeg ikke har til det… Det har givet godt.

Jeg har svært ved at lukke folk ind og lukke op. Men det er der fejlen har lagt og det er jeg klar over nu. Jeg har fået en bedste veninde, Tina, som jeg selv efter 4 år, stadig lukker mere og mere ind for hver gang. Det føles godt at give, for så er ens venner også mere villig til at modtage og blive hængene 🙂 (TAK TINA – MIT BLOMMETRÆ)

Vær tro mod dig selv – de rigtige venner bliver.
Det er vigtigt du forbliver venner med dig selv. Du skal leve med dig selv resten af livet, så hvorfor ikke sætte dig selv i første række?. Smid “Hvad tænker andre hvis jeg fortæller om min angst?” til side og tænk “Hvis de kan rumme mig, får de det bedste jeg har at byde på” – det er hvad der har holdt mig oppe.

Du er lige som du skal være, OGSÅ selvom din angst modsiger det. Din angst er i bund og grund kun en DEL af dig, en forsvarsmekanisme, det er ikke det der indikere hvem du er. 🙂 DU er ok og det vil mange flere mennesker også se mere til, hvis du tør åbne op om det og tror på dig selv. Du ville jo heller ikke gemme en ven i skabet når andre venner kom på besøg vel? NEJ, derfor skal du ikke gemme den del af dig der har angst væk..

Alle dele skaber et helt billede – uden kaos ved man ikke hvad det smukke og rolige er 😉

Tak fordi du læste med og tak fordi du er dig.