Frygt(eligt)

Der er to ting jeg frygter aller mest hvad angår min angst.

1) At gå i panik når jeg køre bil
2) gå i panik offentlige steder hvor folk kan se mig bryde sammen.

Det sidst nævnte er sket på den mest grusomme måde én gang – foran min kærestes kammerat selvfølgelig, og jeg har den dag i dag, svært ved at vende mig til at det skete.

Anyways. Jeg skulle køre min kæreste på sygehuset i Hjørring hvor han skulle have røgtenfotograferet hans fod. Det gik okay, selvom jeg liiiiiige blev lidt pirrelig da jeg skulle parkere. På tilbage vejen var der heller ikke noget før vi nåede tilbage. En lastbil klodsede bremsen og derfor gjorde jeg det samme. Jeg blev så bange og jeg kunne mærke at jeg tabte pusten.. Jeg kunne ikke få vejret og jeg mærkede angsten overtage. Dog blev jeg MEGET overrasket over at jeg formåede at holde roen indtil jeg kunne køre ind et sted hvor jeg kunne holde. Fysisk holdte jeg vejret, for hvis jeg gav slip, så ville jeg ikke kunne holde det tilbage.

Jeg holdte ind til siden og panikken overtog kroppen. Jeg græd som pisket og selvfølgelig holdte jeg et sted hvor alle kunne glo ind i bilen. Frygteligt……. Hader det……

Men det at jeg kunne holde det i mig indtil jeg selv, og ikke mindst min kæreste der sad ved min side, var et sikkert sted, viser mig bare at man har så ustyrlig meget selvkontrol, mere end man aner. Man kører instinktivt, selvom angst jo også er en instinkt, er det klart at overlevelsen er vigtigere.

Tillid til fremmede og hvorfor jeg er bange for at køre bil…

Jeg har altid frygtet trafikken. Trafikken er et af de eneste steder man færdes, hvor man frivilligt vælger at stole på 1000’er af mennesker man ikke kender. Du ligger egentligt, via din tillid til dine medtrafikanter, dit “liv over i deres hænder”. Tænk over det… Du aner ikke om dem på motorvejen vælger at overholde reglerne.

Jeg kendte faktisk den kvindelig udgave af hitler..

Frygten for trafikken ved jeg ærligt ikke hvor er opstået. Men jeg ved at jeg ventede til jeg var 26 år med at tage kørekort. Jeg endte i hænderne på en kvindelig udgave af hitler (og så er det endda en underdrivelse) af en kørelærer, som mente at skræmmeteknikken var bedre end at fortælle os hvad man gjorde forkert. Hun klokkede bremsen så hårdt, at jeg kunne smage mine lunger…. og så var hun led, manipulerende og analyserende. Med egne ord sagde hun ordret “din kæreste må da være træt af dig, sådan som du ingen rygrad har”
Det endte med at jeg meldte mig syg til køretimerne og fysisk kastede op, inden jeg skulle ned til hende. En dag knækkede hun mig. Heldigvis optog jeg køretimen på min telefon den dag, fordi jeg troede at jeg bildte mig selv ind at hun var så led. Men folk der hørte det, blev forarget og vrede… Jeg var ikke forkert på den… Så jeg stoppede. Kort og godt, fandt jeg den sødeste kørelærer og endte med at bestå… Men det betød ikke at jeg kørte bil… tværtimod.

Frygten for bilen..

Hver gang jeg sætter mig ind i en bil, føler jeg at jeg skal til eksamen. Jeg er bange, jeg køre pænt og sikkert og lige efter nålen. Men jeg er usikker og har en følelse af pirrelighed og utryghed.

Tanke 1: Jeg tror det er fordi jeg ved at i trafikken er der hvor man lige stikker en bemærkning efter andre trafikanter “se dig dog for din idiot”. ALTSÅ – sætter jeg mig selv i en situation, at hvis jeg ikke gør det til ug i trafikken, ja så er jeg jo en idiot.

Jeg kan mærke at det nok er største del af grunden til min angst for at køre bil.

Tanke 2: Hvad nu hvis jeg panikker, kan jeg komme ind til siden, kan jeg komme væk, er jeg fanget? Hvad vil folk tænke?

Det er igen frygten for at sætte sig selv i en farlig situation hvor man egentlig ikke kan flygte væk i skjul og bearbejde sin angst i fred.

Tanke 3: Der kan ske ulykker, folk kan køre ind i mig, jeg kan køre i grøften, jeg kan være skyld i at folk bliver kørt ned, jeg kan dø – min medpassager kan dø

Dødsangst – uden lige. Jeg hader at sidde og lege efterforsker i mit hoved. Men jeg gør det ubevidst. Fortæller mig selv ALT det der kan gå galt, frem for “hold nu karry, det er en flot solskins dag”.

Men det vigtigste er at jeg køre, at jeg tør sætte mig i sårbar situationer en gang imellem. Jeg får kørt mere end jeg plejer og det er jeg glad for. Jeg er heller ikke helt så utryg mere som jeg har været. Men…. Som det der nu skete i går, kan jo stadig finde sted..

But hey…. thats life…. med angst…