I lørdags fik jeg et af de værste angstanfald jeg til dags dato har haft.
Jeg vil så gerne virke okay, cool og overskudsagtig, så jeg fortæller sjældent når jeg har haft et angstanfald og hvordan jeg oplever det. For, det kommer vel ingen ved, og hvad vil folk tænke?

Selvom jeg har startet Migogminangst.dk, kan jeg stadig ikke undgå at føle mig flov. Flov fordi jeg ikke altid er herre over min egen krop, og flov fordi jeg ikke altid kan bevare roen og kontrollen.

Men jeg vil trodse mig selv (hvilket er svært) og fortælle jer detaljeret hvordan jeg mærkede mit anfald.

Stormen Freja rasede ind over landet.

Jeg havde haft en dejlig hyggelig aften hos mine svigerforældre, hvor vi havde, på trods af stormen grillet and – for det havde vi jo aftalt. (elsker den tossede familie)
Efter aftenkaffen, tog stormen rigtigt til og min kæreste og jeg besluttede os for at sige tak for i aften og fandt derefter bilen og blæste bogstavlig talt hjem.

Blæsten fik bilen til at gynge og jeg mærkede allerede hvordan min krop begynde den der underlige summen, og ophobning af træls energi. Da vi kom til Aalborg skulle vi lige et smut forbi en købmand for at købe noget med som vi havde glemt, ingen havde det vi skulle bruge og vi trodsede derfor stormen og forsatte jagten.
Da vi endelig kom tilbage, var der ingen parkeringspladser, jeg blev irriteret, fordi stormen efterhånden havde så godt fat i bilen at jeg blev lidt utryg af det. Jeg blev derfor sat af…. smuttede op ad trappen……. og synet der mødte mig, forvandlede min aften…….

Skår i glæden – så kom angsten

Da jeg låste døren op ind til lejligheden hørte jeg at døren ud til badeværelset klaprede, jeg åbnede den og så at vinduet var blæst op, gardinet var flænset, glasskår fra vaser og potteplante lå ud over det hele, i tusinde stykker. Jeg var OVERBEVIST om at det inderste glas i vinduet var smadret. Jeg mærkede hvordan jeg begyndte at hive efter vejret, jeg kunne ikke lukke vinduet, min mobil var løbet tør for strøm og jeg kunne ikke få fat i min kæreste… Hvor var min kat? Hvordan fik jeg vinduet lukket? Tusinde tanker ophobede sig, det stormede ind og glaskårene trillede rundt på gulvet. Jeg blev grebet af panik og mærkede hvordan jeg tabte pusten, mærkede min brystkasse krampe…. Min kæreste kom ind ad døren og så gav min krop efter.

Jeg satte mig inde i stuen med ryggen op ad væggen (det er altid en væg jeg søger hen mod når jeg føler jeg forsvinder ud af mig selv – det er min måde at bevare jordforbindelsen) jeg rystede, jeg sad helt foldet sammen og tog mig til hovedet. Jeg kunne ikke få vejret… Sveden piblede af mig. Min kæreste sagde noget jeg ikke kunne høre… Hvordan jeg kom ind i soveværelset kan jeg ikke huske.. Jeg kan bare huske at jeg græd og hyperventilerede.. Min skjorte var knappet helt op i den øverste knappe i halsen og jeg kunne ikke få den af… Det gjorde ondt i hele kroppen… Jeg kunne ikke stoppe med at græde… Hele min verden kollapsede.. Jeg husker jeg sagde “Jeg ved ikke hvad der sker, hvad er det der sker” og “Jeg kan ikke stoppe med at græde… Jeg kan ikke få vejret, jeg kan ikke få vejret” det er det jeg gennem tågen kan huske.

Da jeg igen kunne få vejret, lå jeg stille i sengen og hørte stormen suse og hyle. En ting er sikkert, stormen raserede mere end en forstand den aften.

Jeg er stadig i bange for at blive dømt på det ovenstående, at jeg måske køre på det for at få opmærksomhed, eller at det måske kan sætte mig i et lys hvor “det også synd for Michelle hun kan jo ikke noget”

Men jeg er et helt normalt fungerende menneske. Jeg er bare tosse følsom og føler for meget i MEGET store mængder ind i mellem.

Jeg håber at min åbenhed kan hjælpe andre med angst. Skriv endelig til mig hvis du har spørgsmål.

Tak fordi du læste med – Pas godt på dig selv.