Nogle dage føler jeg mig helt ved siden af mig selv. Jeg kan ikke overskue selv de mindste ting. Det som om der sidder en og trykker på pause, og så kommer man bare ikke videre. Mange der er særlig sensitive og har angst oplever det en gang imellem.
11 punkter: Sådan har jeg det på dårlige dage:
- Jeg gemmer mig.
Jeg får en følelse af at jeg er træt. SÅDAN VIRKELIG træt i hovedet. Hvis mine tanker i et stykke tid har buldret rundt i hovedet på mig, når jeg til det stadie hvor jeg ikke kan rumme mere. Min krop går i stå, mit hoved bliver tung og så søger jeg tilflugt under dynen. For ærligt, så kan jeg ikke rumme noget som helst. - Jeg græder uden at vide hvorfor
Jeg får følelsen af at være komplet ulykkelig. Når jeg når det stadie, kan jeg ikke altid finde ord til at beskrive hvorfor. Jeg er ked og jeg føler mig som universets største taber-lone. - Jeg sover det væk
Jeg kan sove i evigheder. Følelserne, tankerne, det hele dræner så meget min energi at jeg slet ikke kan holde mig vågen. - Jeg er bange for at ses med folk
Når de her dage kommer kravlende, er mine krav til mig selv sky høje og jeg arbejder konstant med at holde mig oven vande. Hvis jeg er sammen med nogen kan jeg virke fjern, nervøs og inderst inde vil jeg bare gerne væk. Ikke fordi jeg ikke vil ses med folk, men fordi jeg kun er halvt det menneske jeg plejer at være og jeg er, lets face it – midlertidigt ude af funktion. - Døv?
Når min kæreste har en masse på hjertet på mine trælse dage, kan jeg blive helt overvældet og… nærmest døv.. Hvis han snakker kan jeg se han siger en masse, men jeg opfanger intet. Det er frygteligt og pinligt – og en af de grunde til jeg undgår det sociale. - STOP DE HØJE LYDE!
Selvom jeg kan være “døv” når det angår samtaler, så er jeg ekstrem lydfølsom i forhold til verdenen omkring mig. Børn der skriger kan føles som en eksplosion i mine ører. Mange folk der snakker, telefoner der ringer, lastbiler der bakker. Lyde lyde lyde. De føles så høje og gennemtrængende, som om de skær igennem marv og ben på mig. - Ingen kan lide mig.
Jeg ser spøgelser i alle hjørner, forstået på den måde at jeg er sikker på at ingen kan lide mig. Falder det så sammen med aftaler jeg bliver nød til at aflyse pga jeg har det skidt, er jeg OVERBEVIST om at de ikke gider at være mine venner mere. Det mest frygtelige er at jeg godt ved at sådan er virkeligheden ikke, men at det føles SÅ ÆGTE, gør det faktisk ikke nemmere. - Telefonen er min fjende!
Af en eller anden årsag ringer folk sjældent til mig i de gode perioder. Men når jeg så har det skidt, står de på nakken for at ringe… og jeg?….. jeg kan ikke tage den…. Jeg får ondt i maven, bliver rigtig utilpas og så går jeg med dårlig samvittighed flere timer efter den har haft ringet. - Jeg får det aldrig godt igen
Mine perioder kan vare fra 1 dag op til en uge – 14 dage. Hver gang føles som at skulle igennem en træls forkølelse. Det slider og ender tit ud i et angstanfald – derefter, begynder det at gå godt igen. - Handle ind – DE KIGGER! DER ER MANGE! PANIK!
Jeg kan ligeså godt glemme at handle ind eller bevæge mig udenfor en dør. Ligeså snart jeg træder ud af døren føles det som om at hele universet bliver tømt for ilt og jeg kører på 20% og bliver tynget til jorden. Jeg er ekstra obs på folk der går forbi mig, høje lyde, biler. Det VÆRSTE er når bagfrakommende folk går helt tæt på mig, jeg kan blive helt arrig og bange inden i. Når der så skal handles føles det som om de 20 stk der er i butikken er 1000 mennesker og at ALLE drøner hurtigt rundt i butikken så jeg ikke har overblik. Jeg begynder at svede og får det skidt. Jeg skal ud – jeg skal væk. - Farvel eller.
Det her punkt er det sværeste at indrømme. Jeg har aldrig selvmordstanker – som en bevidst ting, fordi jeg har som nogen ved, mindre grad af dødsangst. Men når angsten og sensitiviteten VIRKELIG har sin klo i mig, og jeg selv kører på det sidste energi, får jeg automatiske tanker, nærmest billeder om man vil, hvor jeg ser for mig hvordan jeg hopper ud fra et vindue fra 4.sal, eller hopper i havnen, eller hænger mig selv. Det lyder så barsk når jeg skriver det her, derfor er det vigtigt at du læser det jeg skriver nu; Jeg vil ALDRIG gøre alvor i sådan slags ting. Du må forstå, som jeg endelig har indset, at det ikke er mig, men en meget mørk del af mig der viser mig de ting mod min vilje. Heldigvis har jeg kontrollen og det bliver aldrig til mere end få flash. DET LOVER JEG. Men jeg skriver det her fordi jeg ved mange går med samme tanker og ikke forstår det.
Hjernen er i sandhed en finurlig ting. Den får en til at digte historier man virkelig selv tror er sande. Man kan træde ind i en anden virkelighed end den man normalt færdes i. Derfor er det vigtigt at os der har angst, prøver at skelne de to verdener. For så længe man ved at de trælse perioder blot er et besøg på den “forkerte” side, så tror jeg man i virkeligheden har nemmere ved at fasterholde den “rigtige” side af sig selv.
Min svigerfar sagde forleden til mig “Man har dårlige dage for at man bedre kan værdsætte de gode“. Det er SÅ SANDT og det er ret vigtig at huske på.
