Jeg hedder Michelle, jeg er 35 år og bor i Nordjylland.

Min drivkraft for at drive denne side er at jeg har manglet et sted hvor jeg har kunne læse folks historier. Historier om angst på godt og ondt. For… var/er jeg virkelig den eneste som har det sådan her? Derudover har jeg en mission om at gøre angst til et tabufrit emne. At mine børns generation ikke skal føle skam, når de kæmper livets kampe. At der kan komme mere fokus på området, så vi en dag kan komme angst til livs.

Jeg er langtfra angstfri, hvilket gør at jeg måske føler at jeg er den helt rette kandidat for denne side. For hvem ved mere om angst end en der lever med det til dagligt.

Min angst historie:

Jeg lider af Generaliseret angst/socialangst/panikangst/dødsangst – er særlig sensitiv + skinpicking

Mig og hende den anden.

Jeg vil prøve at fortælle min historie som min virkelighed er, en virkelighed hvor jeg ikke er ene om at kontrollere mine tanker. Jeg er ikke skitzofren, jeg deler bare meget lidt plads i mit hoved med en anden som har utrolig mange meninger om alt jeg fortager mig.

Jeg har nemlig en side inde i mig som jeg kalder “hende den anden“. Jeg har valgt at kalde hende, for “hende den anden” fordi det mest logiske for mig er at distancere mig selv fra det der spænder ben for mig her i livet.

Hende den anden har jeg kendt siden min gymnasie tid, selvom hun i virkeligheden nok har været der altid. Jeg er ikke så gode venner med hende den anden, mest fordi hun har ødelagt mange af mine drømme. Mine drømme om at søge ind på statens teaterskole (Hende: Det er jo du jo helt ærligt heller ikke god nok til), og mine drømme om at få tætte venskaber (Hende: De ender jo med at forlade dig, why try) og ikke mindst mine drømme om at kunne leve livet fuldt ud (Hende: Jeg er realistisk forfanden! Kærester, familie og folk tænker grimt om dig – det ved du jo)

Hende den anden har trasket sig ind i mine tanker, faktisk så meget at det er hende der kontrollere en god portion af dem jeg har i min dagligdag. Hende den anden står for mine “automatiske tanker” – tanker der har det ene formål at få mig ned nakken i ALLE situationer. Når jeg vågner om morgen starter hende den anden ud med at fortælle mig at dagen er en dårlig dag og at jeg skal blive i min seng. Nogle gange vinder hun, hun får mig overbevist og jeg kan gemme mig skrækslagende under min dyne i frygt for verdenen udenfor.

Hende den anden er god til at påpege alt det der kan gå galt. Hende den anden visker i mit øre hele dagen. Snakker jeg med nogle (Hende: F*CK det var dumt sagt, de tror du er helt dum) eller skal jeg bare ud og gå en tur (Hende: Er du klar på at alle du møder på din vej griner af dig tumpe?). Er hende den anden i sit es, så er hun så flink at slutte min dag med særlige dødstanker. Når jeg er kravlet under dynen og kæresten er faldet i søvn kommer de. (Hende: Hey, er du klar over at du dør en dag, bliver glemt og bare ligger i en LILLE kasse under jorden? og forresten, din kæreste? han dør i morgen, og ikke nok med det, finder du din kat død også – DU BLIVER ALENE)

Som du kan forstå kan den form for mobning tage hårdt på en. Jeg ophober ofte dårlig energi inden i efter sådan en dag og hvis nogle dage byder på mange ting, kan jeg ophobe så meget energi inden i at jeg får et panikanfald. Selvom det er det mest forfærdelige, så elsker jeg stilheden og følelsen af at have sluppet alt det onde fri, som kommer efter sådan et anfald. Det føles faktisk som om at hende den anden er gået en tur.

Jeg har også mine gode dage, dage hvor jeg har styrke nok til at sende hende den anden på ferie. Der kan jeg nemt tage på café med veninderne, tage i byen eller tage på ferie sydpå – uden at mærke til hende. Det er faktisk det sværeste at forklare andre. “Hvordan kan du tage til dette arrangement, du var helt i kælderen sidste uge?“. Det er fordi angsten er en indbygget del af mig – jeg kan ikke styre den, såvel som jeg ikke kan styre at der kommer tåre når jeg græder, eller at jeg nyser når det kilder i næsen. Angst er mit ekstra ben og jeg har accepteret at jeg aldrig slipper af med det. Men jeg acceptere ikke at det skal kontrollere hele mit liv – selvom det er svært.

Nu har jeg fortalt min historie, har jeg så svært ved at fungere som menneske? Kan jeg ikke passe et arbejde? fungere jeg slet ikke?

Folk der kender mig, vil fortælle dig at jeg er en humoristisk pige, hvor du IKKE altid kan mærke denne side af mig. KUN når jeg i mine rigtige dårlige perioder melder afbud til aftaler med venner og familie når alt bliver for meget.

Jeg bruger meget af min fritid på at kæmpe mine kampe, hvilket jo ikke gør mig til en svag person der ikke kan passe et job. Faktisk var det min frygt at hvis jeg fortalte min historie, vil jeg ikke have mulighed for at få job. Men jeg har ikke samvittighed til andet end at møde op og når jeg kommer på arbejde er jeg god til at ligge min angst væk.  Er en stærk medarbejder netop ikke også en der kæmper for virksomheden, er forpasselig med at møde til tiden, aldrig er syg og laver de opgaver der er mest relevante for jobbet?

Det er netop derfor at sådan en som mig/os der burde ansættes….. Jeg har angst, men jeg er ikke uden evner og du får ikke en bedre medarbejder end mig :D.

Det er grænseoverskridende at åbne op og fortælle om sine indre kampe, det ved jeg, men det er netop den åbenhed der kan hjælpe os med at skabe mere fokus om angst. Jeg er i hvert fald træt af at gemme mig væk.

Jeg håber i vil hjælpe mig ved at fortælle jeres historier.

Derudover er jeg aktiv bloggere og forsøgsperson på siden her. Følg mine tanker og de forskellige angstbehandlingsformer jeg vil prøve på egen krop her.