Louise – ‘Ikke noget at være bange for’

For et par dage siden var der Lyserød Lørdag med fokus på brystkræft. I den forbindelse sagde de igen og igen i radioen, hvor vigtigt det er, at kvinder undersøger sig selv. ’Ikke mig’, tænkte jeg hver gang, jeg hørte det. Jeg har netop brugt mange år på at få bugt med trangen til at undersøge mig selv og min egen krop på kryds og tværs. Jeg holder fingrene væk. Ligesom jeg heller aldrig googler sygdomme. Hvis min læge en dag konstaterer en kræftsygdom i udbrud hos mig, en, som man kunne have stoppet, hvis blot jeg havde undersøgt mig selv, så er det bare ærgerligt. Til gengæld har jeg haft det godt i alle de år, hvor jeg IKKE har undersøgt mig selv og derfor IKKE været overbevist om, at jeg skulle dø inden længe. Jeg er stolt af, at jeg kan lade være med at undersøge mig selv. Alligevel dukker der ’sygdomme’ op med jævne mellemrum. Hvis jeg får ondt i halsen, tænker jeg ikke, at det er en forkølelse, der er på vej, jeg tænker, at jeg har kræft i struben. Når jeg har det godt, kan jeg grine af min sygdomsangst. Når jeg har det skidt, sættes al fornuft ud af spil, og mine tanker kredser om sygdom og død alle døgnets vågne timer. Jeg kan ikke styre det, det kører som i båndsløjfe hele tiden – men jeg ved, det går væk igen på et tidspunkt. Jeg er et distræt og lidt fraværende menneske, også når jeg har det godt. Men når jeg har det skidt, er jeg fraværende, fordi mine tanker er et andet sted, et forkert sted. Jeg ville ønske, det var naturligt at sige til folk, at man gik og skrantede lidt på grund af angst, lige så vel som man gå og skrante på grund af en forkølelse. Så ville folk have forståelse for, at man var lidt fjern nogle gange, ikke lige tog med til personalefesten osv.
Det her er min klumme, mit frirum, hvor jeg skriver om løst og fast, om, hvad angsten betyder for min hverdag. Jeg har valgt at kalde den for Ikke noget at være bange for, fordi det er det, vi alle sammen har hørt så mange gange: Der er da ikke noget at være bange for. Nej, jeg er heller ikke bange, jeg har angst, det er noget helt andet. Jeg tør godt prøve vilde rutsjebaner, gå alene hjem fra byen om natten og køre bil i storbyer. Jeg er sjældent bange. Men jeg er ængstelig. Ængstelig for det ukendte, for fremtiden, for mine nærmeste, for sygdom og død. Angsten er eksistentiel, aldrig konkret.