Mor og datter skal kæmpe sammen – Tanja Pinderup

Tanjas Angst fortællingJeg er nu en kvinde på 30 år. Jeg har en arvelig form for angst altså medfødt, da jeg var barn var det ikke så almindeligt at fejle noget psykisk så jeg følte mig meget anderledes end min venner og klassekammerater, men kan Stadig huske de nætter hvor jeg vågnede, jeg gik ud for at tisse, mens jeg sad der ude var der en melodi der sad fast i mit hoved og den begyndte bare at køre hurtigere og hurtigere.
Følte at jeg blev svimmel og meget anspændt så det blev til natter mellem mine forældre i deres seng, da jeg blev lidt ældre kunne jeg ikke tåle at se nyheder, for hvis der var det mindste negativt var jeg sikker på det også ville ske for mig eller nogle eller noget tæt på mig.
Da jeg var 12 år gik min mor bort en pludselig død, det hele sejlede for mig viste ikke hva man skulle gøre jeg fik hjælp med sorgen efter min mors død, men havde faktisk ikke lyst til det, ja de efterfølgende år gik med at finde ud af en måde at over leve på,

det gik så meget ned af bakke fra jeg var 17 og til jeg blev omkring de 20. jeg fik meget medicin for psyken
men intet hjælp rigtigt, jeg var indlagt i Herning en kort stund, men heller ikke det hjalp. Jeg valgte at jeg ikke ville være på medicin mere så smed det hele ud. Det var meget hårdt de første mange dage at fungerer uden medicinen, men jeg gjorde det. Jeg fandt lige så stille ud af måder at skjule det på tror jeg pakkede det ind inderst inde, for regererede om natten med kramper, rysten og råben mens jeg sov. en konstant mavepine i de vågne timer.

Men men men i en aldre af 24 år blev jeg verdens lykkeligste pige jeg fødte en datter mit største ønske blev opfyldt, min angst var der stadig, men nu var den vendt til at jeg skulle beskytte hende og at der ingen der måtte gøre hende ondt, jeg blev hurtig nervøs for hende og jeg tjekkede alt på hende og læste alt om babyer for ikke at gøre noget forkert. Efter 5 måneder fandt vi ud af at vores lille pige var mørkeræd , nå ja det er jo nemt at klare, men så grad hun hver gang der var mere end 4 mennesker i rummet, jaaa hun kunne nok ikke lide støj tænkte vi. Da hun så startede i dagpleje fik vi meget ros over hvor hurtig hun lærte ting, da var bare det at hun ikke kunne komme med i legestue da hun grad hele tiden når dagplejerne var samlet i samme rum, jeg begyndte at tænke hva gør man lige, men fik af vide at hun nok skulle vokse fra det, i børnehaven fik hun en kontakt person der skulle følge hende den første måned, det gik ok, men efter det fik vi lidt en klump i halsen lige pludselig kunne hun ikke sige farvel om morgen uden at råbe og grade vild meget, jeg skulle være hård og gå der fra hver gang, fik  jeg besked på, men mine tanker var ved hende fra jeg gik til jeg kunne hente hende igen. Da tiden kom til at hun skulle i førskole gik det helt galt, min lille pige begyndte at kaste op og havde tynd mave hver eneste nat, det stod på i 4-5 måneder hun tabte 5 kilo ved dette. Vi var på sygehuset med hende hvor hun blev undersøgt fra top til tå uden prøverne viste noget. Vi blev henvist til børne psykiatrisk afd. Vi var til udredning og ja hun havde avet min dumme dumme angst, det var som at få stukket en kniv i hjertet da de sagde det, mine tanker var. Skal hun havde et liv som mit? skal hun bare finde sig i det og leve med den smerte?  Hvordan hjælper man hende ?  Det var vigtigt for mig at hun skulle havde hjælp så min angst for at hendes liv skulle blive træls blev min styrke til at kime familiehuset og Ppr i vores kumune ned til de sagde de ville hjælpe. Idag er min datter 7 år og går til psykolog 1 gang i ugen hun har nedsat tid i skolen og vi håber der bliver lavet en gruppe med cool kids i vores kumune så hun kan vågne om morgen uden mavepine gå i seng om aften uden mavepine og sidst men ikke mindst lege med vennerne og gå fuldtid i skole………

Jeg siger mange tak for at jeg måtte fortælle min historie i store træk ellers ville den nok også blive for lang