Min livslange følgesvend

Louise er udannet lærer og er derudover forfatter og oversætter. Til dagligt driver hun virksomheden ‘Skriv mit liv’ hvor hun skriver ældres livshistorier ned.

Af Louise Østergaard

For tre uger siden begyndte jeg på et iværksætterkursus. Jeg skulle lære at være selvstændig, starte egen virksomhed op sammen med andre mennesker med samme drøm. Sådan noget kan jeg nemlig. Jeg er fuld af gode idéer, sprudlende, kreativ, udadvendt, social, så det skulle nok gå godt. På den anden side var det lidt et dårligt tidspunkt med det kursus. For jeg var få dage før blevet ramt af Den Mærkelige Hovedpine. Den, der sitrer så underligt i den ene side af hovedet, sandsynligvis fordi det er en hjernesvulst. Den, der bliver værre og værre for hver dag, den, man tænker på konstant, den, der tager al energi. Ingen på kurset kunne se noget på mig, men de vidste jo heller ikke, at jeg kæmpede en kamp med den hovedpine hver dag, vidste ikke, at kurset sandsynligvis ville være spildt på mig, fordi jeg lige om lidt ville gå til lægen og få dødsdommen: Louise, det ser ikke for godt ud, du har højst et halvt år tilbage at leve i. Svulsten vil æde din personlighed, du vil miste hukommelsen, det bliver rigtig grimt, dit sidste halve år.

Sådan var den første uge på det kursus. Jeg lyttede og var interesseret i undervisningen, stillede spørgsmål, deltog aktivt. Samtidig med at jeg hver dag havde Den Mærkelige Hovedpine og kunne gå i panik om aftenen, når jeg skulle sove og var helt alene med tankerne. De eskalerer, jeg kan ikke styre dem, jeg mister kontrollen. Hjertet er ved at hoppe ud af kroppen, vejrtrækningen bliver hektisk, og panikken får et ekstra lag ved at jeg ved, jeg ikke må panikke så meget, at jeg hyperventilerer, når jeg er alene, for så bliver jeg for alvor bange og tror, jeg skal dø lige nu og her. For sådan er jeg nemlig også.

Når jeg tænker tilbage, har den været der altid, angsten. Som barn var jeg indadvendt, tænksom, bekymret for verden omkring mig. ’Genert’, sagde mine forældre lidt undskyldende. Det havde været bedre, hvis jeg var sådan en frisk pige, der gik til håndbold og havde masser af venner. Når jeg læser mine dagbøger fra dengang, kan jeg se, at jeg tænkte meget på atomudslip, forurening, mennesker i fjerne lande, der sultede eller levede i daglige frygt for en ond diktator. Dem ville jeg gerne hjælpe. Som voksen har jeg først givet slip på den besættelse af at være et godt menneske efter mange timer hos en dygtig psykolog. Jeg kan og skal ikke redde hele verden. Jeg behøver ikke købe Hus Forbi eller give penge til nødhjælpsorganisationer. Jeg kan vælge at gøre det, og jeg kan vælge at lade være, hvis jeg ikke har råd. Og jeg skal ikke have dårlig samvittighed over at vælge fredagsslik til min søn og mig frem for en tyver til en hjemløs. Jeg skal først og fremmest passe på mig selv, har jeg lært.

Og det gør jeg: passer på mig selv. Men det har taget mange år at nå dertil. Først tog det mange år at nå til en erkendelse af, at jeg havde angst. I min studietid havde jeg ofte hjertebanken og var konstant lidt svimmel. Skiftende læger undersøgte mig på kryds og tværs, jeg fejlede ikke noget. En virus på balancenerven, fik jeg ofte at vide. Jeg har sidenhen fundet ud af, at den diagnose næsten stensikkert er lig med angst. Jeg kan faktisk have min tvivl om, hvorvidt den virus overhovedet findes. Da jeg var midt i trediverne, slog angsten så ud for fuld udblæsning. En bilulykke og dernæst en oplevelse med en truende elev på mit arbejde som specialskolelærer var det, der skulle til. Jeg var sygemeldt i tre måneder, hvor jeg øvede mig i at gå ud. En enkelt tur i Fakta uden at gå i panik og løbe ud igen. En tur i biografen. En sammenkomst med mange mennesker. Nogle gange gik det godt, andre ikke. Det var altid to skridt frem og et tilbage. Men jeg havde en fantastisk psykolog, og vigtigst af alt: Jeg gjorde, som hun sagde, jeg skulle. At arbejde sig ud af angsten er hårdt og svært, og det tager meget lang tid. Faktisk kan man godt regne med, at det er en opgave for resten af livet. Jeg har mødt mange, som giver op, som siger ’jamen det hjælper jo ikke med de vejrtrækningsøvelser, det der mindfulness og de der skemaer med kognitivt halløj…’ Og jeg kan kun sige ’jo, det gør!!!’. Men det tager ekstremt lang tid. Det er syv år siden, jeg blev ramt med angsthammeren i hovedet, og jeg laver stadig øvelserne, skriver stadig skemaerne. Ikke hver dag, slet ikke, men jeg har dem i min værktøjskasse som sådan nogle gode redskaber, jeg kan tage frem, når der er brug for dem. Og så har jeg mine rutiner, som sikkert virker latterlige og uforståelige for andre mennesker, mennesker, der ikke kender til angstens lunefulde væsen. Med årene har jeg lært, hvad der virker for mig: God tid. Meget god tid. Jeg står op i god tid, tager hjemmefra i god tid, er forberedt på det, jeg skal. Jeg skal helst sove otte timer. Ikke fordi min krop ikke kan nøjes med mindre, det handler udelukkende om kontrol. Jeg rydder op. Jeg kan ikke leve med rod, alting skal ligge på sin plads. For jeg har lært, at det er okay at være sådan. Det er sikkert sundt for mennesker uden angst at slippe kontrollen, forlade et rodet hjem om morgenen, sjuske lidt engang imellem. Men jeg kan leve et liv næsten uden angst ved at have mine rutiner. Hvis rutinerne er på plads, er der rum til at være impulsiv ind imellem, og så vælger jeg det, frem for at forsøge at være cool og laid-back i et rodet hjem.

Den Mærkelige Hovedpine forsvandt heldigvis. Ligesom lungekræften, brystkræften, livmoderhalskræften og hjerteproblemerne. Jeg er så privilegeret at have en læge nu, som forstår min angst og ved, at det er vigtigt at undersøge mig grundigt, når jeg kommer med min bekymring. Jeg ved godt, jeg har kostet sundhedsvæsenet dyrt med mine mange røntgenbilleder, hjertekardiogrammer osv. Men jeg bliver taget alvorligt og mødt med forståelse, hvilket betyder, at jeg bliver tryg, kan arbejde og fungere. Jeg kan grine af mig selv, min sygdomsangst og mine rutiner og systemer. At grine af angsten, især sammen med andre, der kender til den, er befriende. At kunne fortælle frit om de negative tanker, frygten for at sige noget forkert, sige for meget, for lidt, være dum og grim og helt ved siden af, ikke god nok… det er en stor hjælp. At kunne sige ’du ved, hvordan det er’ – og så bare få et smil og et nik.

Iværksætterkurset er slut, og jeg skal stå på egne ben nu. Jeg skal skrive livshistorier for ældre mennesker i deres eget, private hjem. Det er muligvis grænseoverskridende for dem – og de aner slet ikke, hvor grænseoverskridende det er for en som mig! At besøge nye mennesker hele tiden! Jeg er forfatter og oversætter, jeg er blevet vant til at arbejde hjemme. Men nu skal jeg ud i verden, tilmed i mit eget firma uden økonomisk sikkerhedsnet. Når jeg tænker alt for meget på det, bliver min hjerterytme uregelmæssig, og jeg bliver svimmel. Min angst er altid meget fysisk. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over det og holde fast i mine gode rutiner. Angsten er en livslang følgesvend, men man kan godt selv være med til at bestemme, hvor meget den får lov til at bestemme.

Besøg Louise på hendes hjemmeside www.skrivmitliv.com
Du vil fremadrettet kunne se mere til Louise da hun er en del af det aktive team på migogminangst.dk