Jeg kæmper en lang, og til tider meget hård kamp mod angsten. Jeg har måtte give op på ting, som jeg allerhelst bare ville kunne – og som plager mig, at jeg ikke har kunne gøre, “bare” fordi jeg har angst. Jeg har mistet venner på min vej, da de ikke kunne forstå sig på min angst – og ligeledes, ikke kunne acceptere hvis jeg ikke lige kunne klare at komme med i storcenteret, ud og spise osv. Det er hårdt, at angsten har overtaget mit liv på den måde, og jeg har mistet venner grundet den.

Jeg har tit måtte lægge ører til, at jeg overdriver med min angst, at den ikke er der og meget mere til. Det er én af de ting, der gør mig frustreret.. Ja, det kan ikke ses når jeg har angst, da det primært foregår inde i min krop og inde i mit hovede. Kan hjertebanken ses? Nej – kan folk mærke mine vejrtrækningsbesvær? Nej – kan folk høre mine katastrofetanker? Nej… Og sådan er det med diverse angstsymptomer som kan forekomme, det kan oftest ikke ses.

Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har turde at sove. Min angst var så slem, og den var der 24/7. Jeg var sikker på, at hvis jeg først lukkede mine øjne i, så ville jeg ikke vågne op igen. Jeg havde flere dage, hvor jeg først faldt i søvn kl. 10 om morgenen, af ren udmattelse. Hvor jeg vågnede op ganske kort tid efter igen, da angsten lå og pillede ved min underbevidsthed. Jeg kom over den periode i mit liv – det var klart den længste og hårdeste periode i mit liv.

Jeg har igennem mit 21-årige liv egentlig altid haft socialangst – af en lidt mildere grad, end det jeg har nu.

Hvis jeg skulle spørge folk hvordan de vil beskrive mig, så ved jeg de fleste vil beskrive mig med disse ord: “Stille og genert”. Det passer meget godt, for jeg er meget stille og genert, og det er grundet min angst.

Nu til delen, hvor jeg fik mit første angstanfald.

Angsten ramte mig for alvor hårdt, da jeg næsten lige var fyldt 20 år. Det var en sen aftenstund, hvor jeg oplevede mit første panikanfald. Det føltes som om der stod én bag ved mig og tog sine hænder rundt om min hals, og bare klemte løs – og det gjorde at jeg følte at jeg ikke kunne trække vejret, som endte ud i at jeg begyndte at hyperventilere. Mit hjerte det bankede på højtryk. Hele min krop rystede. Jeg græd helt vildt. Jeg begyndte at kradse i min hud, for ligesom at fortælle mig selv, at jeg stadig var i live – jeg var nemlig sikker på at jeg var ved at dø.

De gange jeg har været til psykolog, eller hos psykiatrien – så får jeg altid spørgsmålet “hvilken af dine angstformer, fylder mest for dig?”, og helt uden tøven, kan jeg sige at det er min sociale angst, der “ødelægger” mit liv mest.

Min sociale angst den fylder så meget, at noget så nemt som at handle, det kan være SÅ svært for mig. Jeg har flere gange forsøgt at gå over for at handle, og måtte gå tomhændet hjem, da jeg ikke har kunne klare det. Det med at socialisere mig, det kan også være en svær ting, for min sociale angst optræder lige med det samme.

Tilbage i september måned startede jeg på nyt studie, og jeg havde så mange angstanfald op til – og da jeg var på vej til Esbjerg, for at skulle have min første dag, der ville jeg SÅ gerne bare vende rundt, og bare sige “fuck det”, men jeg kom afsted, jeg klarede det og jeg mødte den sødeste pige – der uden hun ved det, fik mig igennem dagen, og gav mig troen på, at jeg nok skulle klare det tiltrods for min angst.

Jeg begyndte at få samtaler hos en privatpraktiserende psykolog, hvor vi påbegyndte kognitiv adfærdsterapi, så jeg kunne få en forståelse omkring angst, og hvad den gjorde/gør ved min krop. En dag fortæller min psykolog mig så; “Pernille, sørg for at lukke angsten ind, og tillad den at blive din ven”. Den dag, begyndte jeg at acceptere min angst, og jeg lukkede den helt ind til mig. Angsten blev min ven.

Når min angst er værst, plejer jeg at hviske til mig selv; “du er okay – det er okay. Den må gerne være der, den gør dig ikke noget”.

For lidt over et halvt år siden, begyndte jeg ligeledes at bryde tabuet omkring angst på min Instagram-profil, da jeg desværre møder alt for mange fordomme på min vej omkring angst. Det er vigtigt for mig at forsøge bare at bryde tabuet lidt, og give folk en forståelse for hvad angst er, og hvad den gør.”