Havde jeg bare dengang vidst, hvad jeg ved i dag – Anonym

Anonym Angst HistorieJeg var, hvad du ville kalde et normalt barn. Et normalt barn der tog de forkerte valg.
Jeg ser ikke mig selv som en slem person, men jeg skammer mig over mange af de valg jeg tog i mit liv.
Jeg gætter på min angst startede da jeg var tolv, (Faktisk startede den før det eller da jeg var et par et år ældre. Det lader jeg dig bestemme) da min stedfar rykkede ind i familien. Jeg ved ikke om han havde en definitiv betydning for hvad der skete, men mange af de valg jeg tog i en tidlig alder var pga. ham. Så lad mig fortælle, ikke hvordan han var, men hvordan jeg så ham dengang, Min Far, hvad jeg altid kaldte ham, da jeg aldrig har kendt min sande fader, var en meget kontant mand. Han så tingene som han så dem, og handlede derefter. En mand af jorden, som den landmand han var opvokset. Så da han kom ind i mit liv af en alder af tolv kolliderede vi. Jeg satte pris på tekster skrevet, musik, og det uhåndgribelige – Det fantastiske. Han – Hvad han kunne røre, beskrive, og handle efter.  To verdener der aldrig ville syntes at kunne forenes. Hans introduktion gav ingen mening for mig. Hvordan kunne kvinden jeg altid stolede på, tage dette valg? Vælge HAM til at være en del af vores liv? Når han ikke engang prøvede  på at forstå hvem jeg var. Selvfølgelig gjorde jeg oprør.

 

Mit oprør startede som ulydighed. Små ting. Ting jeg kunne gemme væk som “Stedbarn”, men udhvilkede sig hurtigt til mere.
Jeg husker ikke om jeg var 12 eller 13 da jeg tændte den første joint, men jeg husker rebellen i mig, der sagde HAN ikke kunne stoppe mig.
Jeg husker ikke min rus, men jeg husker at jeg var uovervindelig. Jeg husker at intet rørte mig. Jeg husker alt ondt kunne vendes til godt og jeg husker det var derfor jeg blev ved. For det var da jeg indså, at når jeg var skæv, havde mit hoved ro. Jeg var ikke bange for min stedfar skulle tage livet af mig. Jeg var ikke bange for mine karakter. Jeg var ikke bange for ikke at kunne leve op til mit “potentiale”.
Jeg var ingen anden end mig selv.

 

Jeg prøvede aldrig på at være anderledes. Jeg så aldrig noget af alt det jeg udelader, som min skyld – Ikke dengang. Men jeg vil nøjes med at indrømme jeg ikke var en god søn. Hverken for min stedfar eller mor.
Jeg gjorde og sagde ting der fik mig anbragt på en institution. Noget jeg altid gav udtryk for, var det eneste der ville virke i min situation. Hvilket var en løgn.På det tidspunkt var jeg daglig bruger af hash, og jeg var mere end på weekend betandskab med Coke. Jeg havde fundet en flugt fra hvad jeg så som min virkelighed. Hvilket var en teenager der var misforstået både af hans forældre og hans venner. Forældrene troede han tog stoffer fordi han var rebel. Hans venner troede han gjorde det fordi han var sej. Men han gjorde det fordi han ikke kunne holde tankerne ud. De tanker der fik ham til at forstå at den verden han levede i, ikke var et godt sted. Den verden, som fortalte ham at ulykker skete hver dag. At der ikke skal meget til før man havner hvor man ikke vil havne. En dreng der så hvad medierne fortalte ham.
Jeg havde, i en alder af 14 regnet ud, at intet godt havner de gode. At utak var verdens løn. Og jeg handlede derefter.
Jeg vidste ikke at jeg tog fejl. Den tanke strejfede mig aldrig. Da kommunen endelig greb ind, da jeg var 15, så jeg det som en sejer: Ikke som et nederlag.
Jeg havde præsteret hvad jeg ville. At komme væk. Jeg troede det var fra mine forældre, men det var først da jeg var ældre, at jeg indså det faktisk var mine venner, jeg længdes at komme væk fra. Jeg passede ikke ind. Havde aldrig gjort det. Men hvorfor ikke?

 

Faktisk vidste jeg det ikke selv, men jeg passede aldrig ind hvor end jeg var, Om det var hjemme eller blandt venner. Jeg brugte alt tid jeg havde på at læse. Læse alt! Alt jeg kunne komme i nærheden af. Jeg opdagede hurtigt hvilken betydning det skrevne ord havde, og jeg beundrede det, Jeg elskede det! Jeg var fanget imellem en verden med en “Far” der var landmand, hård og kontant, og en verden som handlede om at være hård, kontant og kreativ. Jeg satsede mine penge på den sidste. En verden, som dengang, satte pris på at kunne formulere sig. Jeg voksede med andre ord op i 90’erne og hip hop.

 

Men selvfølgelig havde jeg mine problemer med at tilpasse mig. Mine forældre havde afskrevet mig. Jeg var for alt i verden alene, men indså det ikke. Jeg troede mine venner var min familie. Jeg troede mine tanker var normale. Og jeg troede det var normalt at flygte ind i stofferne og alkohollen. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis ikke jeg var påvirket, men jeg var havnet på en institution hvor rusmidler ikke var tilladt. Så jeg gav det en chance.Jeg stoppede… Næsten. Jeg havnede backstage til en koncert og ville ikke være ham den “Nedern”, så da jeg jointen gik på runde, tog jeg den. Det skulle blive min sidste joint. Havde jeg vidst det, havde jeg nok gjort mere end at give USO hånden.

 

Da jeg vågnede dagen efter, var der intet at mærke. Jeg havde forberedelse til eksamen, og vidste jeg måtte tage mig sammen. Det var sidste chance som folkeskoleelev. Jeg var allerede blevet tilbagesat et år, for vold mod en skkolelære. En af de ting jeg udelod, men nu bliver nødt til at nævne da jeg skal forklare hvorfor jeg sad i en kælder, med 3 andre drenge en søndag aften- En søndag aften hvor hele min verden brød sammen.

 

– Min kaffe er lige blevet færdig. Jeg elsker faktisk min kaffe. Hvilket er lidt komisk når man tænker tilbage på hvad der nu skete. For da det skete troede jeg først, at det var fordi jeg havde drukket for meget kaffe.

 

Pludselig blev min puls hurtig. Jeg begyndte at hyperventilere. Jeg rystede og tænkte, jeg måtte have fået for meget kaffe. Jeg følte at jeg skulle brække mig.
Da jeg lå på knæ på toilettet, skete der en forandring i min krop da jeg lukkede ud, hvad der var planlagt at blive inde.
Noget jeg aldrig havde følt før. En uro der nærmest var umulig at forklare.
Jeg kaldte på hjælp. Kunne mærke det var udenfor det normale.
Min kammerat kom til hjælp, og jeg kunne ikke snakke. Jeg kunne ikke få et ord ud. Jeg prøvede, men det var så svært… Åh så svært. Men han forstod at noget skete lige nu, for jeg græd. Så han kaldte på sine forældre. Som så så til mig, og ringede til den institution jeg var anbragt på. Og da de kom, var jeg ude af mig selv. Jeg græd ukontrolleret, rystede og kunne slet ikke samle mine tanker (Jeg sværger, hvad jeg beskriver her med ord. gør slet ikke oplevelsen retfærdig). De så mig nødsaget til at komme på skadestuen. Og selvom det var der jeg fik den første diagnose, som skulle forandre mit liv, var det en enkelt bemærkning på turen derind jeg husker bedst. Min ven prøvede at lette stemningen og lavede en joke… Og da de andre grinede gjorde det fysisk ondt på mig.

 

Klokken er nu 7:14 og jeg er 30 år gammel. Alt det jeg skriver nu virker så langt væk. Men det gør stadig ondt at huske. Jeg har allerede mistet kontrollen over tårerne et par gange. Har måtte tage pauser. For hvad jeg lige har beskrevet, og udeladt af historien, har haft stor betydning for mit liv. Det er en af de ting som aldrig vil forvinde. Det er en af de ting som jeg håber, og frygter, vil være hos mig til den dag jeg forlader denne jord. Noget jeg har prøvet at fremskynde 2 gange allerede. Ikke fordi jeg absolut ville dø, men jeg ville bare have alt hvad der foregik i mit hoved til at stoppe, nu jeg ikke kunne tage stoffer mere. For jeg fik en stof relateret psykose den dag. Hvilket betød, jeg enten skulle stoppe med at tage stoffer, eller risiker et liv på den lukkede afdeling. Og spørger du mig nu, som jeg blev spurgt dengang, så er det ikke engang et valg. Fandeme nej om jeg skal være sindssyg resten af mine dage. Ligegyldigt hvad jeg skal gå igennem. “Ligegyldigt hvad” er netop de ord, som de næste 15 år kommer til at indebære- Havde jeg vidst det, ville jeg nok have været mere fristet til at fortsætte med stofferne.

 

Dagen jeg fik min stofrelateret psykose var dagen jeg stoppede med stofferne. Min verden var ikke til at holde ud. Jeg husker ikke meget fra den tid, men jeg husker, at de første 10 minutter efter jeg havde slået øjnene op, var de bedste. Jeg huskede ikke hvor jeg var, hvem jeg var, hvorfor jeg var hvor jeg var eller hvad der var sket, hvilket betød, at jeg havde det godt. Mit hoved var ikke fyldt med tankemylder. Var ikke fyldt med bekymringer. Var ikke fyldt med frygten for at være sindssyg, for at dø – enten af hjertestop eller blodprop. Mit hoved var ikke hersket af en ide om, at jeg ville dø snart. Af den ene eller anden grund. Men efter de 10 minutter… Efter de første 10 minutter gik alt i gang på en gang. Jeg kunne ikke holde styr på mine tanker. Min frygt. Mine kropsfunktioner. Jeg havde appetit, og mistede den så hurtigt jeg kunne smør en rugbrød. Hvilket resulterede i jeg levede af Yoghurt 6 måneder. Jeg urinerede i mine bukser, for jeg kunne ikke holde styr på mine fysiske følelser, da jeg overfyldt med psykiske. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Sådan tilbragte jeg omkring et år. 1 år jeg næsten har glemt nu. Det mørkeste år af mit liv, i en alder af 16, som skulle have været et lyspunkt og definerende år for mig. Det blev definerende, men ikke i den forstand en forældre vil have for sit barn.

 

Dette bringer mig tilbage til min stedfar, som jeg aldrig kom overens med. “Landmanden” der var hård og kontant, som aldrig satte sig ind i de følelsesmæssige grunde til en reaktion. Ham som jeg kæmpede for at komme væk fra.
Mens jeg var væk, gik han fra at være skibskok, til at uddanne sig til at være SOSU hjælper for psykisk syge. Han gjorde faktisk det bedste han nogensinde kunne have gjort, for at forstå hvad jeg gik igennem. Noget som jeg aldrig ville have forestillet mig han ville gøre. Noget som gik stik imod hans natur. For mig… Selvom jeg ikke kunne føle andet end angst dengang forstod jeg, at det gan havde gjort, var usædvanligt. Jeg forstod det var hans måde at bringe os sammen igen. Og her burde historien have en lykkelig slutning. Her burde jeg sige, at han hjalp mig igennem det, og min verden blev bedre, men sådan fungere verden ikke. Sådan fungere angsten ikke. Nej!  Jeg var ikke tryk ved ham, og kunne ikke stole på ham (Igen pga. ting jeg har valgt at udelade fra denne historie), så jeg ville ikke give ham lov til at komme tæt. Gud velsigne manden (Selvom jeg er ateist)
blev han ved og hjalp mig igennem den mørkeste stund i mit liv. Noget jeg aldrig vil glemme, selvom jeg ikke kan lide manden. Han gik ture med mig, snakkede med mig, udfordrede mig, hvor ingen anden ville. Jeg bærer dyb respekt for ham i dag, selvom han pakkede taskerne og smuttede, da han ikke alene opdagede at jeg skar i mig selv, men snittede håndledet foran ham, fordi jeg ikke kunne føle andet end angst. Altid angst. Intet andet.

 

Han sagde det aldrig, men jeg ved det var pga. det han forlod min mor og mig.
Han gjorde så meget for ikke alene at forstå mig, men også for at hjælpe mig. Og jeg pressede ham ud over kanten med en kombination af hormoner, selvforagt og depression. Jeg gjorde noget, jeg fortryder dagen i dag, men som jeg stadig mindes lige så stærkt i dag. Følelsen af at være magtesløs. Følelsen af at være alene. Følelsen af ikke at kunne slippe væk. Jeg husker det som var det i går. Og skylden vil altid ligge på mine skuldre, nævnt eller ej. Jeg foragtede ham, og gør det stadig, for at efterlade min mor, mig og 4 søskende. Min skyld eller ej, men jeg respektere stadig manden på et plan der går udover følelser. Hvilket er hvad der får mig igennem dagene i dag. Hans dedikation. Hans forsøg. Får mig til at se hvad mennesket er i stand til. Er i stand til på trods af forskelle, på trods af had eller kærlighed. Hvad vi kan gøre for hinanden om vi er enige med hinanden eller ej.
Jeg ved ikke om han så det på samme plan som jeg gør i dag, men jeg kan lide at tænke han gjorde.

 

De ting jeg har snakket om i aften, har foregået i alderen imellem 12-25. Jeg startede med at ryge imellem 12 og 13, men som jeg husker startede jeg med at overtænke og bekymre mig lang tid før det det.
Jeg fik min psykose da jeg var 15, men kan sige, at alt kun er blevet bedre med tiden.
Det hjalp mig meget, da jeg opdagede, jeg ikke var alene. Det hjalp mig at snakke om det.
Det hjalp mig at være åben omkring det, og det hjælper mig stadig at kigge tilbage på hvor jeg kommer fra, og hvem der hjalp mig.
Det er ikke altid de mennesker der er søde ved os, som faktisk vil os det bedste. Det ved jeg nu, men jeg ville ønske jeg vidste det, da min stedfar trådte ind i billedet. Vi var måske ikke enige om tingene, men i dag er jeg ikke i tvivl om, han havde fat i det rigtige og kun ville mig det bedste.