Fanget i mig selv

Da jeg gik i 6. Klasse blev min storesøster sendt på en institution for besværede unge, da min mor og stedfar, ikke kunne finde andre muligheder, jeg vågnede ofte om natten og enten hørte dem råbe af hinanden, eller hørte min mor græde, jeg ville lade som om at jeg skulle på toilettet, så kunne det jo være de ville stoppe når de opdagede at jeg var vågen. Der tror jeg min angst startede. Jeg forsøgte hårdt på at gøre alle i min familie glade, mit hjerte bristede hver gang nogen diskuterede, jeg endte med at hade at være midtpunkt i alle former for sammenhænge, da jeg var bange for at skuffe folk, ja også fremmede folk.

Jeg har igennem årenes løb flere gange været arbejdsløs, og jobcentrene har bestemt ikke gjort min angst nemmere at håndtere. Jeg er blevet gift med min dejlige mand og vi har nu 3 børn. Han er min modsætning, direkte og til en vis grænse ligeglad med andre folks meninger. Nu er jeg så arbejdsløs, min mand og jeg har været igennem økonomiske problemer igennem en årrække. Og på det sidste har jeg fundet mig selv indelukket. Min angst er blevet kæmpe henover årene. Jeg går rundt med konstant klump af panik i min krop, jeg er konstant bange for at der skal gå noget galt, noget der vil gå ud over børnene? Eller tvinge mig ud i en skilsmisse?

Jeg har ikke lyst til at tage hjemmefra, møder jeg nogle jeg kender får jeg lyst til at krybe i et musehul. Men værst er det med dem jeg elsker, jeg er skrækslagen for at bryde sammen foran dem. Så jeg undgår at tale med dem jeg kan.

Jeg har konstant kvalme, panik fornemmelse i kroppen, hvis nogen diskutere eller bare hæver stemmen snører min hals sig sammen, jeg kan ikke sige et ord og min hjerne skriger: GØR DEM TILFREDS! GØR DEM TILFREDS!  Uanset hvordan jeg selv føler, skriger min krop på at finde en løsning på at gøre alle andre tilfredse end mig selv. Jeg græder mindst en gang om dagen,  ud af det blå. Jeg får rysteture, svedeture og en gang imellem angstanfald. Jeg føler jeg ingen kontrol har. Jeg tør ikke tage til lægen, vores økonomi kan ikke klare en sygemelding. Vi ville være tvunget ud i en flytning, som vi ikke har råd til. Jeg er så træt. Mit livs lykke er mine børn, og selv de har svært ved at lysne min dag. Jeg har ikke lyst til at bruge tid med dem, jeg er bange for at de ligger mærke til hvor ked af det jeg er. Jeg ved ikke hvor jeg skal vende mig hen, ingen har jeg nogensinde fortalt hvad jeg skriver her.