Jeg skal acceptere mig selv – Biancha Jensen

Jeg hedder Biancha, er 26 år og er i gang med at arbejde med min angst. Biancha Jensen
Jeg har egentlig aldrig set mig selv som været ramt af angst. Jeg har været svag, sær og bange for mærkelige ting. Jeg har aldrig kunnet sidde sammen med mine forældre og se nyhederne, da det altid handler om død og ødelæggelse. Jeg har så længe jeg kan huske været bange for at min far skulle dø (han fejler absolut ingenting!). Min største angst i livet er at min kæreste skal gå fra mig. At han kun er sammen med mig fordi jeg ikke kan klare alle mine problemer selv og han har ondt af mig. Vi har lige haft 10 års dag.

For under et år siden hørte jeg for første gang om begrebet “særligt sensitiv” og fandt ret hurtigt en del lighedstegn. Jeg begyndte straks at undskylde alle mine særheder med at være særligt sensitiv. Det kunne jo forklare hvorfor jeg gerne ville tilfredsstille alle, hvorfor jeg ikke kunne se nyheder og hvorfor jeg så hurtigt bliver træt, især i større forsamlinger. I juni går jeg så fuldstændig ned med flaget og finder mig selv siddende på stuegulvet kl. 3 om natten, rokkende frem og tilbage med ønsket om at stoppe det hele, så alle mine tanker og problemer kan forsvinde. Havde min kæreste ikke været hjemme er jeg sikker på jeg ikke havde siddet her i dag. Efter dette sammenbrud, hvor jeg ender ud i hysterisk gråd og hyperventilation, kommer jeg til lægen og får ikke mindre end 3 diagnoser. Jeg er svært depressiv, stresset og lider af angst. Fedt nok! Da jeg så begynder til psykolog for at starte bearbejdelsen af mine problemer finder hun frem til at jeg både lide af katastrofetanker og har tendens til at pille selv ned hvis andre komplimenterer mig. Jeg skal endelig ikke tro jeg er noget. Der hvor jeg nu sidder fast er i accept-delen. Jeg føler jeg har en masse ting jeg skal acceptere lige nu. – Jeg skal acceptere at jeg er ked af det (og give mig selv lov til at være det) – Jeg skal acceptere at jeg er stresset (og ikke se det som at jeg er svag) – Jeg skal acceptere at angst vil være en del af mit liv og lære at tackle det. – Jeg skal acceptere mig selv som jeg er og vide at jeg er god nok som jeg er. Generelt er jeg ved at brække mig over ordet accept og synes det lyder så nemt, men ved det er så pisse svært. Jeg forventer altid det værste og kan altid få drejet alting så det bliver negativt og gør mig mere ked af det. Jeg håber på at det hele en dag giver mening for mig og at jeg lærer at være i nuet istedet for hele tiden at se frem mod den anden side af accepten.

Jeg er i en periode nu hvor jeg hele tiden “venter på” at accepten skal komme, da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre. Desuden er jeg ekstremt utålmodig, hvilket er et kæmpe bespænd for mig og så får jeg jo belejligt nok muligheden for at slå mig selv yderligere oveni hovedet, for hvor svært kan det lige være at acceptere tingene som de er på nuværende tidspunkt? Men hvordan gør jeg?! Især når det helst skulle være sket i går?! Det værste af det hele er at se familie og venner i øjnene efter de har hørt hvad jeg fejler. Jeg hører tit: “Jamen du er jo sådan en glad pige” “Jeg har ellers altid haft indtryk af at du kunne erobre hele verden” Og nu bliver jeg så altid spurgt om hvordan det går, om jeg har fået det bedre. Og selvom jeg godt ved de spørger af interesse og omsorg, føles det bare som om jeg er en kæmpe fiasko, fordi jeg ikke føler det går meget bedre, jeg føler ikke nogen fremskridt, men det vil de jo ikke høre, så derfor siger jeg bare at det går stille fremad, så er de vel glade? Men det ved jeg jo godt de ikke er. Jeg finder afslapning i at lave akrylnegle, da det giver mig et pusterum fra hovedet, hvor jeg kan fokusere fuldstændig på hænderne foran mig og lave noget kreativt. Derudover finder hovedet det også afslappende at gå til pole fitness, da det også giver mig muligheden for at fokusere på noget andet end tankerne og alle problemerne i mit liv. Det giver en tilfredsstillende følelse, når kroppen er ligeså træt som hovedet om aftenen. Min angst har helt sikkert lært mig, hvor vigtigt det er at lytte til sin krop. Også inden at den er nødt til at signalere så stærkt til os som ved at hyperventilere eller give tunnelsyn og svimmelhed. Jeg er blevet meget bedre til at mærke efter hvad kroppen fortæller mig inden jeg tager større beslutninger. Så det er hvor jeg er nu.

Jeg er begyndt til mindfullness og stressmestring, som lærer mig mange nyttige ting, som jeg kan bruge i verden, samtidig med at psykologen hjælper mig til at bygge et selvværd op (som hvis aldrig har eksisteret). Det jeg er mest taknemmelig for i mit liv lige nu er min kæreste, hund og familie. Min hund får mig ud af sengen om morgen og ud at gå nogle gode lange ture, mens både kæreste og familie virkelig har vist mig hvor meget jeg kan regne med dem og læne mig op ad dem mens det hele er så hårdt.